Om ejendommen

Ejendommen Nørre Voldgade 48 er opført i 1832 som udlejningsejendom for kancelliråd I.H.J. Lindberg, og fremstår med enkelte undtagelser omtrent som da den blev opført. Til hovedhuset (48 A), som er opført i seks fag med en kælder og fire etager, høre desuden et vinkeltilbygget baghus med fire etager (48 B), samt et baghus med to etager (48 C og D) opført i 1832.

Bygningen er anlagt på Nørre Kvarters matrikel 45b, en ikke tidligere bebygget grund som blev udstykket i 1830, men kendes tilbage fra 1500-tallet. Oprindeligt tjente området ud mod voldene her til havebrug, dyrehold, og lagerplads for ejendomme på vestsiden af Nørregade. Den nye ejendom blev, som flere andre i kvarteret, opført med en facade af murede kvaderfuger i stueplan og en blankstensmur med hamburgerfuger højere oppe. Lejlighederne udlejedes fortrinsvis til det københavnske borgerskab, samt som vinterboliger til adelsfolk. Politiretsassessor Christian Reiersen, i mange år statens censor for alle udgivne skrifter i København, boede på forhusets 3. sal i midten af 1800-tallet. Forlagsdirektør Peter Nansen og hans kone, skuespillerinden Betty Nansen, havde i begyndelsen af 1900-tallet til huse på 2. sal. Efter 2. verdenskrig overgik bygningen delvis til erhvervslejemål, og blev i 1981 solgt til Dansk Industri, som indrettede hele bygningen til kontorejendom for en række forskellige medlemsorganisationer. Komplekset var i denne periode kendt som Industrigården, hvilket stadig står skrevet over porten.

I 2014 købte Gefion Group og en privat investor ejendommen med henblik på projektsalg af ejerlejligheder. De nye lejligheder blev tegnet af arkitektfirmaet Mangor og Nagel. Renovering og udbygning af ejendommen blev afsluttet i marts 2015 og endeligt overdraget til Ejerforeningen Nørre Voldgade 48 i august samme år.